Kære medlemmer,
Vi har fået en gode nyheder fra Center for Fragilt X på Rigshospitalet, som kan fortælle at der er blevet ansat en ny neuropsykolog efter at Susanne Holt Vineke er gået på pension.
Læge Bitten Schönewolff-Greulich skriver til os …
“Den 7. april starter der en ny neuropsykolog i Centret Asmus Vogel. Asmus har mange års erfaring fra tilsvarende opgaver med patientrådgivning i Videncenter for Demens inklusiv stor forskning og undervisnings aktivitet. Vi glæder os meget til at modtage ham.”
… og der er også en hilsen fra Asmus til alle jer:
”Kære Medlemmer i Landsforeningen for Fragilt X
Som ny psykolog i Center for Fragilt X glæder jeg mig til at møde jer og til fremover at give vejledning og rådgivning til alle børn, unge og voksne på området. Jeg håber hurtigt at få mere specifik viden om Fragilt X og kunne trække på min erfaring fra andre genetiske lidelser.
De sidste 25 år har jeg været ansat på Hukommelsesklinikken, Rigshospitalet hvor jeg bl.a. har været psykolog i det neurogenetiske team og har arbejdet med andre genetiske sygdomme (bl.a. Huntingtons sygdom). Jeg har stået for flere forsknings- og udviklingsprojekter på området og håber også at fortsætte kunne starte projekter inden for Fragilt X i samarbejde med jer.
Jeg ser meget frem til samarbejdet.
Med venlig hilsen
Asmus Vogel”


